Infinity

Krydstogt med Celebrity Infinity fra Buenos Aires til Paradise Bay Antarktis og retur.
Søndag 31. januar til søndag 14. februar 2010

Vi starter hjemmefra fredag 29. januar 2010. Det bliver med intercity fra Horsens til Kastrup, Iberia fly derfra til Madrid. Hvorefter endnu en Iberia flyver til Buenos Aires, Argentina, hvor vi lander ved 9tiden lørdag morgen.

Vi tager derfra på byrundtur, og ser parlamentsbygningen mv.


Senere en tur på en kirkegård hvor det er en masse små mausolæer. Selv om det ikke er så stort ville det være nemt at fare vild herinde. Uha da...

Mausolaeer

Om aftenen bliver vi kørt til restauranten La Ventana hvor vi skal have vores aftensmad og se et show. Der er for mange gæster så flere får først hovedretten efter showet er i gang og min bøf er delvis noget tør. Men showet er ret godt. Det er mest tango, men også en gruppe med Andes musik, som er ret godt og to der svinger kugler i snor. Ja jeg ved ikke hvad det hedder. Men hele showet er absolut seværdigt incl. en udgave af Don't cry for me Argentina!

Søndag 31. januar Vi skal sejle i dag. Formiddagen bruger nogen til at se sig lidt om i byen, og først på eftermiddagen bliver vi hentet i bus og kørt til Celebrity Infinity. Det er virkeligt et stort skib. Lige knap 300 meter langt, 32 m bredt og en dybgang på 8,5 meter. Ialt 91.000 bruttoregisterton. Vi skal bo på dæk 3 forude om bagbord. Laveste dæk over vandlinien er dæk et og øverste dæk er dæk 12. Så på øverste dæk er vi højere oppe end på toppen af rundetårn. Dæk 10 er ca på højde med rundetårn, og det er der vi normalt spiser vor morgenmad. Kl 1700 er der afgang, og kl 2045 skal vi spise ved bord 523 i restauranten.

Farvel Buenos Aires
Vi forlader Buenos Aires

Mandag Tirsdag 1-2. februar To dage hvor vi bare skal sejle mod Falklands øerne.

Mandag er første aften hvor vi til aftensmaden skal klæde os lidt pænere på. Den anførte dress code virker måske lidt stiv, men det er ikke så galt/formelt. Men ellers er middagen som om søndagen med et pænt stort menukort vi kan vælge fra, ligesom vinkortet også er med et pænt udvalg.

Onsdag 3. februar. Vi kommer ikke til Falklandsøerne, pga for hård vind, fik vi at vide i går. Men vi skulle få tre dage ved Antarktis i stedet, startende med at vi skulle passere Elephant Island!

Torsdag 4. februar. Men vejret er ikke med os, så ruten bliver ændret igen. Så nu går det først ind til Kap Horn og Ushuaia. Fra en kurs næsten stik syd og øst om Falklandsøerne ændres til SV og derefter NV op til Kap Horn.

Kurser der nu passer.

Vist blæser det.

Fredag 5. februar. I dag til aften passerer vi Kap horn. Hvorefter vi får argentinerlods og sejler ind i Beagleskanalen ind til Ushuaia, hvor vi er i morgen tidlig.


Kap Horn
Lørdag 6. februar. I dag er vi i Ushuaia som ifølge argentinerne er verdens sydligste by, og i den størrelse er det rigtigt. Vi kommer på en bustur til rute tre's ende og ser lidt af det "fattige" dyre og planteliv bla en flot spætte med rød kam.



Nedenfor er en wmv fil med et klip af en Spætte vi så på gåturen ved Bahia Ensenada.




Søndag 7. februar. Vi sejler sydpå mod Antarktis. Mandag 8. februar. Vi ankommer til Paradise Bay lidt før solopgang

Efter et par timer i Paradise Bay stikker vi nordpå gennem Gerlache Strait.

Tirsdag, Onsdag 9-10. februar. sejler vi nordpå mod Puerto Madryn. Undervejs læggen kursen udenom et lavtryk. Dem har vi haft nok af. Ja vi har haft vind op til 35 m/sec på turen, så der har vi ikke noget tilgode.

Torsdag 11. februar. I dag er vi i Puerto Madryn fra ca 0800-1700. Der er heldagsudflugt til Punta Tombo hvor der er en koloni Magellan pingviner på ca 70.000 individer. Ud over pingvinerne ser vi også "lamaer", og en kortøret "hare". Derudover er der også en strudselignende fugl som nogen er heldige at se.
Her er så lige en unge med lidt dun endnu. Ventende på at far eller mor skal komme med mad.

Fredag 12. februar. Sidste gang hvor hele dagen er sejlads. I dag får vi et kig ind i den store kabys(køkken) og op på broen/styrehuset. Sidstnævnte er der lige et blik fra herunder. Broen er forrest på dæk 9.



Klar til sidste formal dinner


Lørdag 13. februar. Først tager vi på bytur med lokalguiden Margarita. Første stop er ved parlamentsbygningen og dernæst for vandkøb hvor der også er souvenirsalg og Tango, ja vor guide viser lige lidt:

Husk at klikke på play knappen, og vent et øjeblik, for at se filmen.

Vi kører rundt i de forskellige bydele og ser bla præsidentens bolig som absolut ikke er prangende, og får et indtryk af byen og dens størrelse. Vel tilbage i den gamle bydel går vi selv på opdagelse i butikker og på markeder, og får købt et matekrus med sugerør og "te" samt handsker.Der er mange skind og læderbutikker. Vi ser også en del turistpoliti. De er ikke specielt gode til sprog, men er meget flinke.

Søndag 14 februar. I dag slutter krydstogtet og vi er i land ved 8-9 tiden. Inden vi skal flyve skal vi lige på en sejltur på Tigre deltaet og Rio de la Plata. Billedene herunder er vor turbåd, en roer som vi saa en del af og den lokale Tigre sejlklub.

Vandstanden var høj og efter vi forlod Buenos Aires fik de nogle dage senere dårligt vejr med regn og oversvømmelser. Så der var vi heldige.

Lad mig her til sidst komme med et par bemærkninger om turen og båden.

Turen som den skulle have været og som den blev var jo noget forskelligt. Først missede vi Falklandsøerne pga for megen vind, og især for en stor gruppe Argentinere var det en skuffelse. Vi hørte senere at landgang med tenderbåde kun var mulig hver ottende gang! Har det virkeligt noget på sig? Men skuffende var det. Til gengæld skulle vi så have haft tre i stedet for to dage ved antarktis startende ved Elephant Island. Men igen drillede vejret os. Så det blev Kap Horn og Ushiaya før antarktis. Her var vejret så med os og den ene dag vi fik ved Antarktis var også OK vejrmæssigt. Men vi har vist været noget uheldige med vejret. Selv om vi jo befandt os på de brølende fyrre. Hvordan er den reelle risiko egentligt på den årstid?

Båden er jo ret stor. Hvilket betyder at der er meget mindre søgang end på en mindre båd. Den er indrettet med et teater med 960 pladser en biograf, et spillekasino, et fitnescenter, forretninger med tøj, smykker, kunst med videre. Adskillige restauranter/natklubber, svømmebassiner, ja jeg kunne blive ved, så der var næsten altid noget man kunne give sig til. Karin brugte fitnescenteret en del. Jeg nøjedes med flere gange om dagen at gå til dæk 10 eller højere uden at bruge elevatorerne. En anden ting vi brugte meget var at se/høre hvad der var i teateret. Der var foredrag om hvaler, pingviner og andre ting der mere eller mindre relaterede til antarktis. Der var underholdning med sang, dans, en violinvirtuos og en klavervirtuos, og meget andet, ja der var noget for enhver smag, så vi kedede os ikke, og det meste af underholdningen var topklasse.